Advice Digitals direktør kåret som ledertalent
Kategorier: Advice Digital
NYHED: Berlingske Business Magasin har fået øje på Advice Digitals direktør Jesper Pedersen i årets publicering af de 100 mest bemærkelsesværdige yngre talenter i dansk erhvervsliv.
Tv-branchen gik glip af et talent, da Jesper Pedersen rettede fagligt fokus mod digitale universer i de sidste år af sin uddannelse på medievidenskab ved Aarhus Universitet. Han havde ellers lige været i praktik på TV2 Zulu, men udviklingen inden for digitale medier tiltrak sig hans nysgerrighed.
Det gør den stadig. Og det på en måde, hvor Jesper Pedersen som direktør for Advice Digital A/S formår både at følge og skubbe på udviklingen, så Berlingske Business Magasins Talent 100 i dag placerer ham i kategorien som ledere, der er værd at lægge mærke til.
Mange talenter er med til at skabe vækst
Sammen med den øvrige ledelse har han samlet andre digitale talenter omkring sig og sat gang i den udvikling af Advice Digital, som har fokuseret bureauet strategisk på brugeroplevelser, der skaber forretning på digitale platforme.
Resultatet er markant vækst, en titel som Gazelle-virksomhed i 2010 og 18 medarbejdere specialiseret inden for user experience.
Forretningskritisk rådgivning giver digital udvikling
Samtidig holder Jesper Pedersen fast i rollen som rådgiver for store kunder, hvor han er med til at udfordre og udvikle fremtidens digitale løsninger.
Advice Digitals bestyrelsesformand, Jesper Højberg Christensen, fremhæver i Berlingske Business’ talentportræt direktør Pedersens evne til at gøre en forretningsmæssig forskel i den digitale branche:
”Han besidder en unik kombination af roligt overblik og energisk evne til at finde forretningsmæssigt smarte løsninger i selv de mest pressede situationer”.
Fakta om Jesper Pedersen
2004: Aarhus Universitet, cand.mag. i medievidenskab og multimedier
2004-2007: Det Kongelige Teater, redaktør for elektroniske medier
2007-: Advice Digital A/S, direktør og partner efter et års ansættelse
Jesper rådgiver private virksomheder, offentlige myndigheder og organisationer. For nylig har han blandt andet udviklet digital strategi for en region og et større pensionsselskab.
19. april 2012 offentliggjorde Berlingske Business Magasin sit årlige særnummer Talent 100 med yngre profiler inden for forskellige erhvervskategorier. Jesper Pedersen er portrætteret i kategorien for ledertalenter.
Læs mere og kontakt Jesper Pedersen hos Advice Digital.

Endnu ingen kommentarer.