Opensource typografi fra Google byder på nye muligheder
Kategorier: Design
Initiativet fra Google byder på især nye muligheder for webdesignere, som typisk arbejder inden for relativt snævre rammer rent visuelt – ikke mindst som en konsekvens af stigende opmærksomhed omkring tilgængelighedskrav, men også mange kunder absolut fornuftige ønske om fleksible og dynamiske løsninger.
Ikke et farvel til systemskrifttyper
Traditionelt set er webdesignere og –udviklere nødt til at anvende ’sikre’ systemskrifttyper, hvis tekstindholdet i en webløsning skal kunne redigeres og ikke mindst overholde gængse tilgængelighedskrav. Systemskrifttyper er skrifttyper, som størstedelen af alle internetbrugere har installeret på deres PC eller Mac og derfor er sikre at anvende i webløsninger. Klassikere som Verdana, Arial og efterhånden også Georgia dominerer, og har bestemt også kvaliteter, der retfærdiggør det.
Ud fra et designperspektiv er systemskrifttyperne imidlertid en relativt begrænsende faktor for en webløsnings visuelle udtryk på trods af, at det fortsat giver god mening at anvende dem især til brødtekst. Google Font API gør det muligt og simpelt at anvende en lang række open source skrifttyper fra Google Font Directory, ganske enkelt ved at gøre brug af et særligt stylesheet link i HTML-koden, samt en reference i det tilhørende stylesheet. Google Font API understøtter en lang række af de mest anvendte browsere, og er derfor ikke bare en interessant men også en reel mulighed:
• Google Chrome: version 4.249.4+
• Mozilla Firefox: version: 3.5+
• Apple Safari: version 3.1+
• Opera: version 10.5+
• Microsoft Internet Explorer: version 6+
Især understøttelsen af Explorer 6 gør servicen interessant for os som webbureau for en lang række offentlige organisationer.
Rent teknisk er det i øvrigt interessant, at Google Font API understøtter CSS 3, som er den kommende udgave af W3C’s bredt anvendte style sheet ‘sprog’, som styrer den visuelle præsentation af bl.a. HTML.
Med muligheder følger begrænsninger, men perspektiverne er interessante
Ingen tvivl om, at initiativet fra Google og perspektiverne i det er mere end bare almindeligt interessant for både webdesignere, softwareudviklere, brugere og ikke mindst mange af vores kunder. Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på, at visningen af skrifttyperne i sagens natur er afhængig af, at Google holder servicen kørende, og tilsvarende kan der ske ændringer i vilkår for brug af servicen. Det er i sig selv hverken nyt eller skræmmende, pointen er blot, at der derfor er nogle strategiske spørgsmål, som bør afklares, før man beslutter sig for at anvende servicen.
På trods af spørgsmålet om rettigheder, og det på nuværende tidspunkt begrænsede antal skrifttyper, er Google Font API og Google Font Directory et beundringsværdigt initiativ, der ser ud til at være et interessant, relativt vedligeholdelsesfrit og gratis alternativ til fx Typekit og flash-baseret skrifttypeerstatning som sIFR. Alle er løsninger, som bringer nye designmæssige muligheder i spil: ”Det giver en større frihed, selvom der er et begrænset antal skrifttyper til rådighed i Google Font Directory. Men at gå fra de 3-5 systemskrifttyper, vi typisk bruger, til et bredere udvalg giver os mulighed for at designe et samlet udtryk, der dels appellerer mere præcist til den målgruppe webløsningen henvender sig til, og dels bedre udtrykker de værdier, vores kunder ønsker at formidle.” Christian Veigaard, Art Director, Advice Digital.
Vi anvender Google Font API og Google Font Directory på et specifikt område af kampagnesitet farvel-batteri.dk, som er en del af kampagnen ’Sig rigtigt farvel til dine batterier’, der lanceres 7. juni 2010. Nonprofitorganisationen Elretur står bag kampagnen, og kampagnesitet er udviklet af Advice Digital i samarbejde med Advice, og løsningen er implementeret af Eksponent.
Læs mere om udviklingen af kampagnesitet farvel-batteri.dk.
Læs mere om Google I/O 2010 konferencen i San Francisco 19-20. maj 2010.
Super spændende udvikling. Der ligger også slides om muligheder på http://www.web2expo.com/webexsf2010/public/schedule/detail/14357. Jeg så ikke oplægget, men det ser spændende ud.
I dag er der ca 250 fonte i Google Webfonts Directory og der langt mellem de gode. Artiklen her fremhæver de 10 bedste:
http://opentype.info/blog/2011/09/04/the-10-best-fonts-from-the-google-webfonts-directory/