Brugere fokuserer udvikling af mobilsite til virksomheder

NYHED: Erhvervsstyrelsen har lanceret m.startvækst.dk for at imødekomme sin mobile målgruppe. Advice Digital har hjulpet med brugerinddragelse, konceptudvikling, design og html.

Hvordan kommer du godt i gang med din nye virksomhed eller får gode råd til fx at videreudvikle din virksomhed og skabe vækst? Startvækst.dk har længe været referencen for iværksættere og virksomheder til at finde inspiration og svar på de mange spørgsmål man som iværksætter og virksomhedsejer kan stå med.

Med lanceringen af mobilsitet m.startvækst.dk får du mulighed for at tage Startvækst med i lommen, og finde svar og inspiration, når og hvor det passer dig. Startvækst drives af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Væksthusene.

Mobiloptimeret løsning imødekommer brugernes behov

”At Startvækst nu bliver optimeret til de mobile platforme gør det nemmere og mere oplagt at slå konkret viden op, finde inspiration eller tage kontakt til en vækstkonsulent, når diskussionerne om forretningsudvikling ofte foregår væk fra skrivebordet,” fortæller Camilla Ander Paarup, webkoordinator og Erhvervsstyrelsens projektleder i udviklingsarbejdet af mobilsitet. Hun er især stolt af, at mobilsitet bliver modtaget med stor interesse og ros blandt iværksætterne.

Mobilsitet udnytter mulighederne i din smartphone og giver dig overblik over arrangementer og sparringsmuligheder i nærheden af dig.

”Vi kunne se på vores statistik at flere og flere brugere tilgår Startvækst via mobile enheder – men samtidig var afvisningsprocenten for mobile enheder tilsvarende høj,” fortæller Camilla Ander Paarup.

Den høje afvisningsprocent afspejler, at mange mobilbrugere hurtigt forlader websites, som ikke er optimerede til mobile enheder. De besøger kun én side og foretager ingen handlinger, som fx at navigere til andre sider eller tilmelde sig arrangementer eller nyhedsbreve. Det er en forretningskritisk situation, da udbredelsen af især smartphones er i eksplosiv vækst.

Den største udfordring: Skarpt prioriteret indhold

Brugerne stiller helt andre krav til de ofte mindre formater, som mobile enheder tilbyder og brugssituationerne kan være helt anderledes end ellers. Brugerne navigerer med tommefingrene frem for en mus og går online i situationer, som kan være langt væk fra skrivebordene.

Camilla Ander Paarup forklarer:

At optimere et så tungt informationssite som Startvækst kræver en benhård og også redaktionel prioritering af, hvilket indhold der skal med, og hvordan det skal præsenteres. Advice Digital har været rigtig gode til at spille bolde op ad undervejs i den proces.

Sammen med Erhvervsstyrelsen tilrettelagde Advice Digital en proces, som i høj grad involverede brugerne i konceptudviklingen gennem eksplorative fokusgrupper og senere individuelle tænke-højt tests med udgangspunkt i klikbare prototyper.

Indsigterne fra reelle brugere fra målgruppen gav kvalificeret grundlag til at prioritere indhold og funktionalitet i konceptet, og på den baggrund skabe størst mulig værdi for brugerne og hjælpe dem med at drive og udvikle deres virksomheder.

Redaktionel optimering af indhold skaber overblik på tværs af platforme

Udviklingen af mobilsitet og de brugerbehov, der undervejs blev identificeret, gav anledning til at arbejde redaktionelt med indholdet på Startvækst, for på den måde at optimere indholdet og brugeroplevelsen på tværs af platforme, fx gennem overskrifter og manchetter, som virker anderledes på mobilenhedernes skærme og fortolkes anderledes af brugerne. Konteksten er en helt anden og mere fokuseret formidling er tvingende nødvendigt for at skabe overblik for brugerne. Den redaktionelle bearbejdning har derfor stor betydning.

“Sitet er intuitivt og enormt brugervenligt, det virker som om det er lavet til min smartphone af min smartphone. Mobilsitet er aldrig en blindgyde, men en genvej til ny viden, hurtigt og nemt,” fortæller en iværksætter, der testede løsningen før lancering.

Offentlig frontløber for mobile løsninger

I en omtale i Børsen 17. april 2012 fortæller Erhvervsstyrelsens direktør, Betina Hagerup, at styrelsen oplever et stigende behov for mobile løsninger. Hun påpeger, at Erhvervsstyrelsen er en af de første offentlige virksomheder, som imødekommer den stigende udvikling i antallet af mobilbrugere.

Brugerne forventer at møde løsninger, som er mobiloptimerede, og med m.startvækst.dk står styrelsen nu med en række konceptuelle og designmæssige principper for udvikling af mobilsites, som allerede nu bruges som fundament for udvikling af andre kommende mobilløsninger fra Erhvervsstyrelsen.

Fakta om m.startvækst.dk

Koncept og design for m.startvækst.dk er udviklet i tæt samarbejde mellem Erhvervsstyrelsens Startvækst webteam og Advice Digital, mens Eksponent har stået for udvikling af html. Løsningen er implementeret af LBE Informatik.

Endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar