Webfilm på Boligejer.dk formidler enkelt nye regler om huseftersyn

NYHED: 1. maj 2012 lancerede Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter to animationsfilm om de nye regler til huseftersynsordningen. Advice Digital har lavet filmene til boligejer.dk i samarbejde med ministeriet. Filmene henvender sig til hushandlende i Danmark. 

De nye regler i huseftersynsordningen giver hushandlende mere viden om den ejendom, der sættes til salg, og sikrer bedre imod eventuelle skjulte skader og økonomiske overraskelser, der kan følge med handlen af et brugt hus.

De nye regler betyder blandt andet, at ordningen har en forbedret forsikringsdækning, og at der skal udarbejdes en særskilt elinstallationsrapport ud over tilstandsrapporten for at køber kan tegne en ejerskifteforsikring.

Desuden indeholder tilstandsrapporten nu oplysninger om restlevetiden på husets tag, og der er kommet et tillæg til rapporten i form af en ny generel hustypebeskrivelse, der beskriver de karakteristiske forhold ved hustypen.

Med en målgruppe, som dækker samtlige hushandlende i Danmark, er det væsentligt at formidlingskonceptet omkring de nye regler i huseftersynsordningen rammer bredt. Det lykkedes med filmmediet og ved brug af animation.

Filmen viser, hvordan du som sælger og køber bedst kan sikre din hushandel ved at bruge Huseftersynsordningen.

Letforståelige animationsfilm rammer bredt

Ambitionen med filmene er at formidle de tekniske og potentielt komplekse budskaber om de nye regler i huseftersynsordningen på en enkel, præcis, letforståelig og visuelt appellerende måde, der passer til Boligejer.dk’s øvrige webkommunikation.

Målet om at gøre budskaberne om de nye regler lettilgængelige for en bred målgruppe blev opnået gennem brug af animation og speak baseret på manuskript i et visuelt genkendeligt univers, der harmonerer med stilen på Boligejer.dk.

De nye regler formidles i to film, der fokuserer henholdsvis overordnet på den fornyede ordning – og særskilt på de nye hustypebeskrivelser som udleveres sammen med tilstandsrapporten.

Begge film er handlingsorienterede og informerer om, hvordan de nye regler har betydning for køber og sælger og henviser til Boligejer.dk, hvor alle relevante oplysninger er samlet.

Filmen fortæller dig, hvordan du skal bruge hustypebeskrivelsen som et relevant tillæg til tilstandsrapporten, når du skal handle et hus.

Fakta om filmene om Huseftersynsordningen

Oplysningsfilmene på Boligejer.dk er produceret for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter af Advice Digital i et tæt samarbejde mellem ministeriet og med Stupid Studio som underleverandør på animationsfilmene.

Sikkerhedsstyrelsen er medafsender på den ene af webfilmene.

Endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar