App om dansk kulturarv får gode anmeldelser

NYHED: Viden om uventede, sjove attraktioner i nærheden gør anmelderen begejstret for 1001 fortællinger om Danmarks app i seneste nummer af iPhone Magasinet.

Iphone-applikationen til 1001 fortællinger om Danmark præger forsiden af seneste nummer af iPhone Magasinet, som anmelder Kulturarvsstyrelsens gratis applikation i et stort tema med tests af apps og spil. App’en om dansk kulturarv får karakteren 7 på en 10-skala. Anmelderen skriver blandt andet:

Jeg er vild med det nye program, som kan bringe mig en masse uventede steder hen, lige som det kan give mig en masse viden om sjove små attraktioner i nærheden af, hvor jeg er.”

Gør fortællinger mere tilgængelige

Formålet med app’en er at gøre kulturarven og de mange fortællinger, der knytter sig til stederne  tilgængelige for brugerne – danske og udenlandske turister – når de er ude på tur eller opdagelse i landet.

Fordelen med applikationen er, at mobilbrugeren nemt kan finde inspiration til relevante steder at besøge med udgangspunkt i netop det sted, han eller hun befinder sig i øjeblikket. Så snart brugeren åbner app’en, præsenterer den de nærmeste kulturarvssteder, dér hvor man står. På den måde giver 1001-app’en hurtigt inspiration og mulighed for at vurdere, om de historiske lokaliteter er et besøg værd.

Står brugeren med sin iPhone i hånden på et sted, der allerede har en kulturhistorisk fortælling tilknyttet, kan hun eller han hurtigt se mere information og blive klogere på stedet – eller få læst fakta og fortælling om stedet højt.

Giv et bidrag lige nu

En af Kulturarvsstyrelsens motivationer for at udvikle den mobile applikation har også været at gøre det nemt for brugerne at bidrage med indhold. App’en gør det for eksempel nemt at tage et billede med sin iPhone og publicere med det samme, hvis brugeren besøger steder, der allerede er oprettet som kulturarv.

Man kan også skrive i gæstebogen eller markere, at man har besøgt stedet. Alle handlinger bliver synkroniseret med den profil, man har på 1001fortællinger.dk. Og man kan hurtigt dele sine oplevelser med sit netværk på Twitter og Facebook.

Kortlæg dansk kulturarv

1001 steder er fra begyndelsen plottet ind på Danmarkskortet. Og flere er allerede kommet til. Befinder man sig et sted, som endnu ikke er på 1001-kortet, men burde være det, kan man hurtigt tilføje lokaliteten via app’en. Nye steder skal have et navn, en faktatekst og evt. et billede for at blive publiceret på sitet. På den måde inviterer Kulturarvsstyrelsen alle til at dokumentere og bidrage med oplevelser til fortællingen om dansk kulturarv.

Websitet 1001fortællinger.dk er tilgængelig i forskellige mobile udgaver. Advice Digital har haft ansvaret for udviklingen af løsningens mobile applikation til iPhone.  Styrelsen arbejder i øjeblikket med en tilsvarende version til Androidtelefoner.

1001 fortællinger om Danmark blev lanceret i 2010 og er udviklet for Kulturarvsstyrelsen i et samarbejde mellem Advice Digital, Eksponent og Kontrabande.

Download og læs mere om applikationen, som netop er udgivet i en ny version på iTunes.

Tags: , , , ,

Endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar