Fortæl din egen historie om kulturarv

1001fortællinger.dk vil vinde på at samle både eksperters og almindelige menneskers indtryk, mener styrelsens konsulent i nye medier, Mette Bom.

I en historisk satsning på at koble sociale medier med offentlig kommunikation inviterer Kulturarvsstyrelsen brugerne til at bidrage til 1001fortællinger.dk. Sitet er udviklet i et samarbejde mellem Advice Digital, Eksponent og Kontrabande.

Hvorfor tror du, at 1001fortællinger.dk bliver en succes, Mette Bom?

Sitet bliver det største offentlige samlingspunkt for dansk kulturarv. Det giver en guide til kulturhistoriske oplevelser i landet, som der ikke har været før. Her formidler eksperter og brugere fortællinger om danske steder med betydning for historien. Folk vil have forskellige oplevelser og tillægge stederne forskellig betydning. Her kan du læse mange forskellige menneskers indtryk af stederne – og kan hurtigt få overblik over, hvad folk mener er interessant og sjovt. Det brugerdrevne aspekt er båret af, at man i dag ikke tror på reklamer og kommercielle opfordringer, man tror på sine venner og andre almindelige menneskers anbefalinger, så den tendens rammer vi. Fortællingerne er samtidig en del af en kollektiv bevidsthed, som vi har som danskere. Det er added value.

Hvad er din yndlingsfeature på 1001-sitet?

Det er sjovt, at kendte kulturpersonligheder har optaget skægge videoer fra steder, de synes har værdi. Videoerne giver en model for, hvordan andre mennesker kan bidrage til sitet. Sangeren Kenneth Thordal synger og fortæller om Istedgade, mens dramatikeren Joakim Rohde taler om Nørrebro Station. Det er vedkommende og skaber identifikation. Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller selvfølgelig om Blekingegade, som han har skrevet om. Det er jo ikke bare sjovt, fordi det er nogle, der er kendte. Det er simpelthen bare fedt at høre andres historier.

Hvad er din favoritfortælling om dansk kulturarv?

Fortællingen om Sønderho er fantastisk, fordi jeg har sommerhus på Fanø. Men industrihistorier om for eksempel Kødbyen er også interessant, fordi det arbejderhistorie og steder, der nu har fået nye formål gennem nye mennesker og etablissementer, som igen skaber nye historier og kontekster. Historien er interessant, når den bliver vedkommende for i dag. Jeg synes også, det er sjovt, at Flyvergrillen er med, fordi den fortæller om fastfood-kulturen, som jeg selv vokset op med – før McDonalds kom. Og om de flyentusiaster, der tager deres børn med ud og spotter maskiner på vinger, mens de får sig en bøfsandwich.

Hvad er du mest spændt på omkring lanceringen?

Det er selvfølgelig, om sitet kan bære, alle de mange tusinder der skal ind og se det på én gang. Måske er det god reklame, hvis det er så populært, at det går ned? Nej, jeg vil gerne have, at folk opfatter det, som om sitet er tilgængeligt og nemt at bruge. Jeg er spændt på, om folk i begyndelsen fokuserer på, hvad vi ikke har gjort og har med, frem for hvad vi faktisk har med. Og så er jeg spændt på at se de nye steder og fortællinger, folk lægger ind.

Hvad drømmer du om at udvikle videre?

Jeg vil gerne gøre sitet endnu mere tilgængeligt for andres databaser og websites, så vi kan dele og tappes os ind på informationer, kommentarer og brugere. Og så vil jeg se, hvad der rører sig og kommer af nye tiltag. Vi er i gang med at lave en iPhone-applikation nu, men det kan jo godt være, at folk efterspørger noget andet om et halvt år. Det er et forsøg på at gøre kulturarv relevant og let tilgængelig for unge mennesker, fordi vi tuner ind på deres medie.

Fakta om 1001fortællinger.dk

Advice Digital har i samarbejde med Kontrabande og Eksponent udviklet det sociale site om dansk kulturarv www.1001fortællinger.dk for Kulturarvsstyrelsen. Hver  af de 1001 fortælling er bundet til en lokalitet, men bliver sat i kontekst på en tidslinje og via historiske temafortællinger. De 1001 fortællinger er fortalt af 180 eksperter. Alle brugere kan supplere med egne billeder, links, tags, video og kommentarer til ekspertfortællingerne, men de kan også oprette nye fortællinger om nye steder, der har værdi for dem.

5. maj 2010 er sitet lanceret i en betaversion, som videreudvikles resten af året. Kulturminister Per Stig Møller står bag den første brugerskabte fortælling – fortælling nr. 1002.

En ny fortælling om offentlig kommunikation

Læs også artiklen om, hvordan 1001fortællinger.dk markerer en ny æra for kommuner, styrelser og myndigheder interaktion med borgere: “Begyndelsen på en ny fortælling om offentlig kommunikation” under fagligt nyt på www.kommunikationsforening.dk

Tags: , , ,

Trackbacks/Pingbacks

  1. 1001 fortællinger om Danmark er lanceret | Advice Digital - 6. maj 2010

    [...] Advice Digitals interview med redaktør Mette Bom [...]

Skriv et svar