Google+ udfordrer virksomheders digitale position
Kategorier: Sociale netværk
SIGNATUR: Virksomheder kan ikke ignorere, at Google+ udfordrer sociale netværk og vanlig søgeadfærd. Genveje giver mulighed for at bruge Google+ nu, selv om virksomheder må vente på adgang til profilnetværket.
Vil du invitere kunder eller samarbejdspartnere til videokonference via Facebook? Næppe. Via et Google-produkt? Ja, selvfølgelig. Det ville vi i hvert fald. Manglende adskillelse af arbejdsrelationer og private relationer har for mange været en af de store minusser ved Facebook. Google har et helt anderledes og bedre brand til professionel brug for virksomheder end Facebook. Og det udnytter de i Google+, som ultrakort og forenklet sagt er Googles egen udgave af Facebook.
Allerede efter to ugers semi-lukket lancering er der i følge Paul Allen fra Ancestry.com snart 20 mio. brugere af Googles sociale platform. Og udviklingen kan hurtigt få markant betydning for virksomheders strategi og position online.
Facebook er ikke nok for firmaer
Tænk på Google+ som en åben udgave af Facebook med bedre privatlivsindstillinger. For enkeltpersoner er der en væsentlig forskel i forhold til Facebook, idet man som på Twitter følger folk i stedet for at være venner, men den distinktion er mindre væsentlig for virksomheder (inklusive brands, organisationer, uddannelsesinstutioner, offentlige institutioner osv.). Google+ arbejder med de velfungerende såkaldte Circles, som er grupperinger af relationer, hvor modparten ikke behøver følge tilbage.
Facebook sidder selvfølgelig tungt på markedet, men med en milliard brugere har Google også en mildest talt solid base for at tage nogle markedsandele. Efter de første knap to uger på Google+ vil vi endda gå så langt som at sige, at det bliver svært for Googles brugere ikke at benytte Google+. Google har introduceret notifikationssystemet fra Google+ i toppen af alle Google-produkter, så hvis der sker noget i dit Google+-netværk, ser du det.
Denne øgede synlighed på tværs af Googles produkter og websites gør, at Google+ virker mere allestedsnærværende end konkurrenterne. Denne tilstedeværelse og promoveringen af deres +1-knap som en søgemaskineoptimerende funktion, gør det på mange måder også svært for virksomheder at ignorere de muligheder for at opbygge digitale profiler og relationer, som tegner sig med Googles konkurrencedygtige tiltag.
Virksomhedsprofilerne kommer
Google har planer om at lave virksomhedsprofiler i løbet af 2011, som Christian Oestlien, Product Manager for Google+, siger i videoen ovenfor. Virksomhedsprofiler rummer stort potentiale. De vil med stor sandsynlighed ender øverst i Google-søgninger. Med andre ord er Google på vej til at blive verdens største og bedste Gule Sider. I første omgang vil Google+ dog blot tilbyde:
- Rich Analytics (ganske givet bygget på Google Analytics)
- Sammenkobling med andre Google Business-produkter som fx AdWords
Begge dele er både godt og nødvendige for, at virksomheder kan få noget ud af Google+. Facebook Pages har ligeledes analytics og et solidt internt reklamesystem. Men fordelen for virksomheder ved Google+ er netop koblingen med de øvrige eksisterende Google-produkter, virksomheden måtte benytte i forvejen. Man starter ikke fra bunden som med Facebooks egne systemer.
På nuværende tidspunkt giver Google+ dog kun adgang til, at personer med en @gmail.com-adresse kan oprette profil. Kun de færreste virksomheder benytter @gmail.com-adresser til medarbejdernes e-mail-adresser. Med andre ord har Google bevidst forsøgt kun at lukke privatpersoner ind i begyndelsen. I følge Googles Enterprise President, Dave Girouard, åbner de dog snart for deres business-brugere med Google Apps-konti, hvor virksomheder kan bruge en firmatilpasset Gmail-konto. Det gør vi eksempelvis i Advice Digital, hvor vores e-mail-adresser til medarbejdere ender på @advicedigital.dk, men benytter Gmail som platform.
Danske firmaer smugtræner som privatpersoner
Det har selvfølgelig ikke holdt virksomheder tilbage fra at lave Google+-profiler. I den danske andedam har blandt andet Ekstra Bladet, DR Nyheder, Berlingske og Den Blå Avis lavet (personlige) profiler. Samme tendens så vi, da virksomheder oprettede profiler på Facebook, før det blev muligt at oprette fansider. Christian Oestlien i front for Google+ finder det da også nødvendigt at påpege, at dette fænomen ikke er meningen, og at virksomhedsprofiler vil blive slettet. Nøjagtig som på Facebook.
Skelnen mellem profiltyper giver værdi
Og det er en god idé at skelne mellem typen af profiler. For at opbygge et socialt økosystem af denne størrelse er det nødvendigt at have en klar struktur. På Twitter er en virksomhedsprofil og en personprofil nøjagtig det samme. Men der følger brugerne også blot tweets. That’s it! Der er ikke specialfunktionaliteter, der gør oplevelsen mere personlig for personer, mere markedsføringsorienteret for virksomheder og mere involverende for organisationer. Og de specialfunktionaliteter er nødvendige, hvis Google+ (som Facebook) skal give værdi for både personer og virksomheder. Individers sociale handlinger er helt væsensforskellige fra virksomheders, som er helt anderledes end NGO’ers osv. Det ved Google heldigvis godt, og de spørger endda brugerne, hvad virksomheder ønsker sig af Google+.
Hvis du gerne vil have din virksomhed med som en af de første med profiler på Google+, kan du ansøge om det. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at blandt andet Mashable, The Huffington Post og Ford har fået lov til at have virksomhedsprofiler. Og de ser ud til 100 procent at være bygget på private profiler.
1. genvej til at bruge Google+ nu: Tag imod +1
I kan heldigvis gøre andet som virksomhed end at vente eller oprette en profil på sigt. Et godt første skridt er at forholde jer til Googles pendant til Facebooks Like-knap. Den får nemlig betydning for netbrugeres søgeresultater fremover.
Funktionen er et udtryk for det klare fokus, som er den helt store styrke for Google+ sammenlignet med den største konkurrent, Facebook. Facebook er bygget op som et selvrefererende socialt økosystem. Facebook har ikke noget uden for Facebook. Det sociale på selve Facebook er det centrale. Google+ er på samme måde opbygget med socialitet som den centrale komponent, men det er stadig med Googles andre produkter – herunder især selvfølgelig søgninger - som ligeværdigt omdrejningspunkt i den samlede strategi. Som Christian Oestlien sagde i et interview med AdAge: “But ultimately, we want to use Google+ across every Google property. How or when is all to be determined”.
Facebooks Like-knap kan potentielt leve to steder: på virksomhedens site og på selve Facebook. Mange Facebook Likes giver værdi inden for rammerne af Facebook, fordi sitet med mange likes bliver spredt i brugernes netværk. Og mange følger vennernes anbefalinger. Det giver derfor trafik. På virksomhedens eget site kan man først og fremmest indsætte en Like-knap for at få brugerne til at dele sitet på Facebook. Men mange likes kan også give nye besøgende et indtryk af, at sitet er populært. Også selv om ingen af brugerens egne Facebookvenner har klikket på den lille blå knap. Like kan derfor også bruges som en form for positiv omtale på eget site.
Google +1 kan de to samme ting som Facebook Like, men giver meget mere værdi. Du kan selvfølgelig implementere en knap på dit eget site og håbe på mange delinger internt i Google+. Det mest spændende ved Google +1 er dog, at +1-tilkendegivelser også viser sig i almindelige søgeresultater på Google. Når du søger på Google, kan du klikke på +1 ved søgeresultater. Du kan også se, om du selv eller nogle af dine venner tidligere har +1′et. +1 bliver dermed en form for social søgemaskineoptimering. Du kan også se, hvis en af dine kontakter har delt sitet på Twitter eller … Google+. Du kan til gengæld ikke se, om sitet er blevet delt af dig selv eller venner på Facebook, fordi Facebook er lukket for Googles søgemaskiner. Nu bliver det måske en hæmsko for Facebook.
2. genvej til at bruge Google+ nu: Lav endnu bedre indhold
Brugernes mening om indholdet på jeres website er via +1 nu offentlig tilgængelig – uanset om I vil det eller ej. Funktionaliteten til at tilkendegive sin mening er allerede klar ved en Google-søgning og kan som sagt påvirke resultatet. Implementeringen af en +1-knap er altså ikke nødvendig for at være en del af systemet. Og det er nyt i forhold til andre brugerinvolverende mekanismer som kommentarsystemer og lignende tiltag, som man selv skal tage strategisk stilling til at bruge. Husk, at +1 kun giver positive tilkendegivelser a la thumbs up. Med implementering af +1-knappen på jeres website sker der i værste fald ingenting – og derfor heller ikke noget negativt. Her har Google fat i en stærkt motiverende faktor, som helt oplagt gør det svært at være modstander af initiativet.
Derfor er det en god idé at satse på at få brugerne til faktisk at afgive de positive tilkendegivelser. En god måde at få glade brugere på er altid at lave indhold, der giver dem værdi.
3. genvej til at bruge Google+ nu: Opdater profil på Google Places
Du kan også sørge for at jeres virksomhedsprofil på Google Places er opdateret. Ingen uden for Google ved endnu, hvad virksomhedsprofilerne kommer til at indeholde, og om de bare bliver som en personlig profil med lidt ekstra godter. Et godt bud vil dog være, at de bliver bygget oven på eller sammen med Google Places.
Så opdater Google Places med de nyeste informationer om din virksomhed. Det øger din synlighed i Googles produkter – hovedsageligt Maps og selve Google-søgningen på nuværende tidspunkt. Det er ganske givet 15 minutters arbejdsindsats værd. Især fordi informationerne enten automatisk tilføjes i Google+, hvis virksomhedsprofilerne bygges ovenpå Google Places, eller også skal du stensikkert bruge de samme informationer igen, når virksomhedsprofilen engang skal oprettes manuelt på Google+.
Læg strategi ud fra de sociale mastodonters kamp
På nuværende tidspunkt lukker Google+ som sagt kun de færreste virksomheder indenfor, så alle andre kan primært fokusere på at være synlige i Google-produkter via Google Places, lave godt indhold og håbe på en masse +1′er. Og så kan vi selvfølgelig holde øje med, hvornår Google+ bliver lige så populært som Twitter, og om de nogensinde kommer i nærheden af Facebook. Allerede når førstnævnte indtræffer, bliver det relevant for mange at byde Google+ indenfor i virksomhedens online-strategi. Man behøver ikke dræbe Facebook for at være relevant. Og vi regner med, at Twitter, Facebook og Google+ kommer til at leve side om side i et stykke tid.


Trackbacks/Pingbacks
[...] kollega Birgitte og jeg har lige skrevet et indlæg ovre på Advice Digitals blog om virksomheder på Google+ og det satte gang i nogle tanker om, hvad man kan forvente, frygte og gætte på,bliver muligt for [...]
[...] a discussion about the challenges businesses are facing with g00g+ from Advice Digital (in Danish) advice digital: Google+ udfordrer virksomheders digitale position by René Clausen Nielsen and Birgitte Raben. They have answered my questions: “you [...]