Socialt værktøj spreder fagviden i sundhedsvæsenet

NYHED: Danske Regioner og regionerne lancerer nu VIS.dk, som skal sikre udveksling af viden mellem personer i sundhedsvæsenet. Advice Digital har designet og udviklet løsningen.

Sundhedsvæsenet er en kompleks størrelse med mange ansatte, som hver især gør sig værdifulde erfaringer. Ofte vil andre kunne have gavn af at kende til den indsigt, men det kan være svært at få den rigtige viden spil på det rigtige tidspunkt. Det håber Danske Regioner og regionerne at ændre med lanceringen af det sociale og faglige værktøj VIS.dk.

Skærmbillede af VIS.dk - forum for videnspredning i sundhedsvæsenet

Værktøjet har taget navnet VIS efter afdelingen af samme navn i Danske Regioner, der arbejder med videnspredning i sundhedsvæsenet.

Tanken med VIS.dk er nemlig, at der er stort potentiale for at få viden til at vandre og sprede sig hurtigere mellem læger, sygeplejersker, sosu-hjælpere og andre med arbejde i eller for sundhedsvæsenet. Målet er, at de alle får bedre chance for at løse de udfordringer og opgaver, som de står overfor i deres professionelle hverdag.

”Om vi har nået målet, ved jeg endnu ikke. Men vi har i hvert fald lavet et gedigent hjælpemiddel til sundhedsvæsenet sammen med Advice Digital. Nu er den helt store udfordring at få folk til at bruge det,” siger Louise Murman Spanning, der er projektleder hos VIS i Danske Regioner.

Efterlys, find og giv viden

”Det er unikt for en videndelingsportal i denne sektor, at brugerne kan efterspørge viden, og vi forventer, at det kan gøre en forskel for brugerne. De er heller ikke vant til, at designet er så pænt som på VIS.dk. Vores formål med VIS.dk er, at det skal være nemmere og mere attraktivt at udveksle viden, og det, håber vi da, at brugerne vil opleve med tiden,” forklarer Louise Murman Spanning.

VIS.dk er skabt til at opfylde i alt fem overordnede formål som værktøj for sundhedsvæsenet. De er, at gøre det nemt at:

  • efterlyse viden
    Hvis du har en profil på VIS.dk, kan du oprette en efterlysning af konkret viden, som andre profiler kan give svar på. Efterlysninger bliver opmarkeret med forskellige emneord, så andre brugere senere kan fremsøge og lære af dem.
  • formidle sin viden
    Du kan oprette et såkaldt videnkort, hvis du ligger inde med viden, som du gerne vil dele og sprede. Videnkort er inddelt i forskellige kategorier. Flere brugere kan gå sammen om at udvikle videnkort, så alle står som forfattere.
  • finde personer med relevant viden
    I mange tilfælde har brugerne ikke størst behov for at finde skriftlig viden, men i stedet at finde personer, der har den relevante viden. Derfor gør VIS.dk meget ud af, at brugerne kan finde frem til hinanden som fagpersoner og specialister. Nye brugere skal derfor også tilknytte mindst tre faglige interesser til deres profil.
  • skabe nye relationer på tværs af geografi og faglighed
    Viden spredes ofte endnu bedre mellem personer med relationer til hinanden. Derfor giver værktøjet brugerne en række muligheder for at etablere forbindelser til hinanden. Det kan være indirekte gennem faglige netværk, som flere er med i. Eller det kan være direkte gennem en twitter-inspireret funktion, hvor brugere kan følge personer, som efter deres mening bidrager med interessant indhold.
  • understøtte offline videnspredning
    Den bedste udveksling af viden foregår ikke nødvendigvis kun online. Derfor har værktøjet indbygget netværksfunktionalitet, så eksisterende erfa-grupper, faglige fællesskaber og andre kan bruge VIS.dk til at understøtte og supplere de aktiviteter, der allerede finder sted.

Faglige interesser binder indhold sammen

De mange forskellige muligheder er bundet sammen gennem emneord, som er præget af faglige interesser. Forudsætningen for at oprette nyt indhold er, at brugeren tilknytter mindst tre faglige emneord.

Emneordene giver mulighed for at både matche indhold med andet relevant indhold og matche indhold med profiler. Det betyder eksempelvis, at emneordene også kan bidrage til udvælgelse af indhold i de e-mails, som brugerprofilerne modtager med opsamlinger på nyt stof.

Betatestet af brugere før lancering

I den seneste tid op mod lancering har værktøjet været i en betafase, hvor op imod 800 brugere har været med til at afprøve funktionalitet og bidrage med indhold. I denne såkaldte betafase er sitet blevet tilpasset på en række områder med udgangspunkt i brugernes feedback.

Inddragelsen af brugerne har givet stof til eftertanke, forklarer Louise Murman Spanning:

”Det har selvfølgeligt været en stor udfordring at finde en god balance mellem vores egne krav til sådan en portal kontra brugernes forventninger og en generel brugervenlighed, der ikke nødvendigvis går hånd i hånd med de andre to. Der har Advice Digital ydet en meget kvalificeret og vedholdende sparring, som vi har haft meget stor glæde af.”

Selv om betafasen nu er overstået med den officielle lancering, har VIS.dk stadig fokus på iterationer og forbedringer i de kommende måneder.

Deltag i videnspredning om sundhed

Allerede på lanceringsdagen 28. marts 2011 havde portalen mange profiler, som kunne skabe liv og indhold på sitet:

”Vi er stolte af, at brugerne finder den nem at bruge og interessant. Og ikke mindst, at der – takket være Advice Digitals ambassadørkoncept – allerede var 850 profiler, da vi launchede. Det holder bare,” siger Louise Murman Spanning.

Men portalen kan rumme mange flere brugere. Så hvis du arbejder i eller for sundhedsvæsenet, er du velkommen til at oprette en profil og deltage i videnspredningen. Og gør du ikke, så kan du se den del af indholdet, som er åbent og tilgængeligt for alle. Besøg værktøjet på vis.dk.

VIS.dk er skabt i samarbejde mellem Danske Regioner og regionerne. Advice Digital har bidraget med koncept, design og udvikling løsningen i samarbejde med Obrigado, som har stået for teknisk implementering.

Læs mere om VIS.dk i bl.a. Ugeskrift for læger og på Dagens Medicins blog

Tags: , , , ,

Endnu ingen kommentarer.

Skriv et svar